Jeg indrømmer, det er ærgerligt, jeg siger også, det er min egen skyld, thi i min barndom kappede jeg hovedet af en høne, som jeg selv indfangede, da det var svære tider, og vi sultede, og der var frost, derefter indskærper jeg nødvendigheden i, at der fremover må laves forskning, så dette ikke gentager sig, at det er væsentligt sagligt at kunne underbygge nye resultater, at der må forefindes nyt medicin, at alle børn må vaccineres, at vaccinen først på prøves på hunde, at ingen høns må indgå som forsøgsdyr, at vi hermed må udbygge eksporten af dette produkt og allerede nu forberede os på det, thi også andre lande vil få problemet, jeg er ikke den eneste.

Hermed siger jeg imidlertid ingenlunde, at jeg har nogen anelse om, hvad problemet er. Vi må med andre ord finde en løsning, der beskytter mod mest muligt på en gang, kræft, ensomhed, nye sygdomme, dårlig høst, magtmisbrug, mangel på evne til at spille klarinet, samt seksuel misbrug af fugle, og alle mennesker, der skal ind i vores land, eller dem der findes her og ikke med det samme vil ud, må bevise, at de ikke lider af nogen af disse problemer, hvilket også holder systemerne i gang og sikrer domstolenes gode arbejde – netop dette kunne være problemet, hvilket jeg kun skønsomt undlader at antyde, at det er.

Problemet – men sig mig, er der noget problem? – kunne også være det forhold, at der med 13 procents sandsynlighed findes en mand, der har høns til at trække vejret for sig, et større problem forså vidt denne mand er mig. Lad os da endelig antage og lad mig få skylden for antagelsen, der i bedste fald ikke bare er ufin men underlødig, ja ulækker – lad os nu antage, at der er høns, der trækker vejret for mig, mens de bestandig går ved min side, lad os antage, at de hele tiden vil stikke af, og jeg derfor må holde stram disciplin med en lille pisk, lad os antage, at de for mig som menneske ikke bruger den ilt, jeg har brug for og også bruger noget til sig selv, og lad os antage, jeg derfor har trænet hønsene i løb på baner, hvorved det var nødvendigt for mig at skræmme dem, thi ellers gad de ikke løbe, lad os ydermere antage, at dette foregik gennem piskning og med fagter og grove miner, og lad os sige, de derfor kom i god form og nu både modtager træning, men også tilstrækkeligt kan trække vejret for mig, så jeg kan befinde mig i denne verden, selvom alle antrit til, at hønsene løber, giver mig åndenød, og jeg i øvrigt også sveder deres sved og er afhængig af, at de indtager tilstrækkeligt mad, for spise kan jeg ikke, og sulten er jeg altid – så følger heraf ikke nogen logisk begrundelse for, hvorfor jeg laver så lange sætninger.

Af antagelsen følger imidlertid også, at disse høns ikke længere har deres fulde frihed, at dette er krænkende for anstændige menneskers retsopfattelse, at disse høns fx ikke må løbe, fordi de dermed bruger den ilt, jeg skulle have haft, at høns med andre ord bestemmer, om jeg skal leve eller dø, lettelsen i at jeg for dette valg kun er en perifer figur, der særligt humant udvælger de miljø- og genskadede høns, der også har adfærdsproblemer at afrette. Det er jo ikke, fordi jeg mener høns skal leve for vores skyld, nej det er det altså ikke, thi jeg elsker høns, men nu må man acceptere, at jeg har igangsat forskningen og implementeringen af høns, der bærer udvendige lunger og kun døjer med problemet, der ligger i, at de ved hver vejrtrækning letter fire meter, førend de igen rammer jorden, hvorfor jeg også genetisk har måttet udstyre dem med en art ny dragt, der beskytter dem mod slaget, og i det mindste gør, at de kan tåle gennemsnitligt 8906 fald fra fire meters højde, hvilket allerede potentielt giver vejrtrækningen til ét menneskeliv i et yderligere døgn.

Såfremt dette er problemet, men det er meget usandsynligt, så handler det om med det samme at eksportere vor viden og høns. Om dette er problemet – men det vil tage forskningen yderligere 45 år at fastslå – om det altså er problemet eller om det ikke er problemet, så vokser denne sygdom altså, jeg er ikke den eneste, vi må eksportere al vor viden og kundskab, jeg arbejder selv utrætteligt, men dertil kommer godt nok, at dette bare er en antagelse, og at jeg på ingen måde har gjort lovning på, at alle disse forhold rent faktisk gør sig gældende. Skulle disse forhold nemlig gøre sig gældende, herunder fx mit eget netop beskrevne arbejde, ville jeg umiddelbart forfalde til tanken om, at der findes en sær arkaisk blanding af gammel mysticisme og ny videnskab, jeg vil kort sagt finde det usandsynligt, at det forholder sig, som jeg faktisk end ikke postulerer men kun antager, der må bedre beviser på bordet, førend det vigtige lovarbejde kan gøres færdigt, nu må vil altså have vished for, om dette er problemet, om det er bidske hunde, drikfældige læger eller dårlige bilmekanikere; hele denne liste, som jeg har offentliggjort, taler for et forbud mod hunde, læger, mekanikere, cyklister, øl, gravide kvinder, homoseksuelle, handicappede, negre, hvorefter man 20 år senere kan være sikker på, at problemet findes blandt: tiggere, mødre, opvaskere, gartnere eller pindsvin, men når disse er forbudt, kan problemet med tilfredshed derefter næsten kun lokaliseres til denne stadigt mindre gruppe: mongoler, aber, humanister, kræftsyge og lidelsesfælder.

Fremtiden kræver stadig årvågen pli, ubestikkelig pligtfølelse, vedvarende kontrol med alle grupper, som vi givetvis til sidst, med et øjeblikkeligt forbud, ligefrem kan reducere til de mennesker, der ublu endnu er i stand til at elske. Med nogen sandsynlighed.

Læs mere på: www.myspace.com/armeofart